UngRingsteds skoletilbud

Et individuelt tilrettelagt skoletilbud for unge i 7.–9. klasse.

Hent vores tilbud som PDF

UngRingsteds skoletilbudEt individuelt tilrettelagt skoletilbud for unge i 7.–9. klasse.

Hvad er UngRingsteds skoletilbud?

UngRingsteds skoletilbud er et tilbud for 10–12 unge i 7.–9. klasse.

Vi arbejder med at skabe øget trivsel og fremmøde hos vores unge, så de på sigt kan vende tilbage til almenmiljøet. Samtidig har vi fokus på at afklare et ungdomsuddannelsesvalg sammen med dem.

Tilbuddet er individuelt tilrettelagt og skræddersyes til den enkelte unge, fordi det er meget forskelligt, hvad der virker.

Vi arbejder på, at alle vores unge bliver i stand til at møde i skole hver dag, deltage i undervisningen, udvikle sig personligt og indgå i nye fællesskaber.

 

Kort om vores skoletilbud

  • Målgruppe

    Indsatsen retter sig mod unge i 7.–9. klasse.

  • Antal unge

    10–12 unge

  • Hvor går man i skole?

    Korsevænget 14–16. Der undervises i uformelle lokaler i et indbydende ungemiljø med masser af plads og mulighed for at tilgodese de enkelte unges individuelle behov.

  • Hvordan kan man blive en del af tilbuddet?

    Hvis en ung skal optages i tilbuddet, sker det via det kommunale Visitationsudvalg, som kan henvise til UngRingsteds skoletilbud.

  • Fokus

    Trivsel, fremmøde, fællesskab og ungdomsuddannelse

Vores vigtigste mål

Vores vigtigste mål er:

  • at de unge vender tilbage til en almen udskolingsklasse
  • at de unge gennemfører folkeskolens afgangsprøve
  • at de unge påbegynder en ungdomsuddannelse efter gennemført afgangsprøve

Målgruppe

Indsatsen retter sig mod unge i 7.–9. klasse, hvor én eller flere af nedenstående faktorer er gældende ved forløbets opstart:

  • Unge, der mistrives i folkeskolen og har “bekymrende” eller “stærkt bekymrende fravær”
  • Unge, der er i et specialtilbud, men mangler brobygning over til almenmiljøet
  • Unge, der har faglige, personlige og/eller sociale udfordringer
  • Unge, der har lavt selvværd eller lider af angst
  • Unge, der står uden fællesskaber og ikke deltager fagligt og/eller socialt

Lidt om hverdagen hos os

Vi tilbyder undervisning i hele fagrækken, og vores unge har mulighed for at have fuldt skema. Undervisningen tilpasses den enkelte unge afhængigt af, hvad der er vigtigst lige nu, og hvad der arbejdes hen mod. Dagen er delt ind i korte moduler, hvor vores unge som udgangspunkt undervises i mindre grupper.

Derudover arbejder vi målrettet og struktureret med personlig og social udvikling. Vi kalder det “lær at lære”. Her er det vigtigste, at de unge i højere grad bliver i stand til at bruge hensigtsmæssige strategier, når noget udfordrer.

Et kvalificeret team

De tilknyttede medarbejdere er fagligt velfunderede og har lang erfaring inden for både almenområdet og specialområdet.

Der arbejdes ud fra en specialpædagogisk tilgang, der er forankret i en række pædagogiske retninger.

Derudover tager vi afsæt i UngRingsteds erfaringer fra MiLife, som er et videnskabeligt forankret koncept med afsæt i socio-emotionel læring. Det er med til at styrke sociale og følelsesmæssige kompetencer, så vores unge kommer bedre gennem små og store livsændringer.

Vi samarbejder med de aktører, der er relevante for den enkelte unges udvikling.

 

Brobygning, fritid og aktivt tilvalg

Når de unge er klar til det, begynder vi at bygge bro til almenmiljøet. Vi arbejder på, at de unge kommer tilbage i folkeskolen eller et andet sted, som vil være et naturligt valg. Det foregår i tæt dialog med forældre, den unge og andre involverede.

Fordi skoletilbuddet er en del af ungdomsskolen, ser vi også på mulighederne for, at de unge kan deltage i fritidsundervisning eller klubber hos UngRingsted. Her kan de udvikle flere positive fællesskaber, og vi hjælper gerne med at bygge bro til det.

Ungdomsskolens tilbud er et aktivt tilvalg. Det betyder, at elever og forældre vælger tilbuddet frivilligt, og at kommunen skal have samtykke for at henvise en elev til undervisningstilbuddet i ungdomsskolen.

Kommunen henviser til ungdomsskolens tilbud, når det efter kommunens vurdering er det bedste sted at imødekomme elevens behov for støtte og hjælp. Elever og forældre er ikke forpligtet til at tage imod tilbuddet og kan klage over kommunalbestyrelsens afslag på et specialundervisningstilbud.

Lovgrundlag

Afgørelsen er truffet i henhold til lov om folkeskolen § 33 stk. 3 (8. og 9. kl.) og stk. 8 (delvis opfyldelse af undervisningspligten) om specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand.