+45 57 62 76 50 // ungdomsskolen@ringsted.dk

På vej tilbage

Du kan finde beskrivelsen i pdf-format her: På vej tilbage
eller læse med på siden her.

 

UngRingsted varetager undervisningstilbuddet ’På vej tilbage’, som er et sygeundervisningstilbud under folkeskoleloven. Det er et afgørende tilbud, der sikrer at børn og unge, der af forskellige årsager ikke kan deltage i den almindelige skolegang, stadig får den undervisning, de har brug for eller kan klare i den givne periode.

 

Undervisningstilbuddet har fokus på at være fleksibelt og skræddersyet til den enkelte unges behov. Tilbuddet har som mål at tilbyde en omfattende og kvalitetsorienteret undervisning, der matcher den standard, eleverne ville modtage i den traditionelle skolekontekst. Vi tror på, at uanset elevens ’livssituation’, bør de stadig have adgang til deltagelsesmuligheder og læring.



Vores vigtigste mål er

  • at ingen unge føler sig isoleret eller efterladt på grund af skolefravær
  • at de unge får mulighed for at fortsætte deres skolegang og opnå deres fulde potentiale, uanset de udfordringer, de måtte stå overfor
  • at de unge tilbydes et tilpasset miljø sammen med jævnaldrende, hvor de sideløbende med det fagfaglige arbejde kan øve sociale kompetencer
  • at de unge får afklaret deres videre skoleforløb.

 

Målgruppe

Indsatsen retter sig (primært) mod unge i 6. – 9. klasse, hvor én eller flere af nedenstående faktorer er gældende ved forløbets start:

  • unge med langvarigt, omsiggribende skolefravær i en grad der må regnes som belastende på tværs af de unges andre livsforhold
  • unge som har været hjemmesiddende i en længere periode, og som har brug for afklaring ift. videre skolegang
  • unge, der har faglige-, personlige- og/eller sociale udfordringer.
  • unge, der har lavt selvværd eller lider af angst.
  • unge, der står uden fællesskaber og ikke deltager fagligt og/eller socialt.

 

Lidt om hverdagen hos os

Der tilbydes undervisning efter sygeundervisningsloven, hvilket bl.a. betyder, at det er op til 10 timer om ugen. Undervisningen tilrettelægges med udgangspunkt i den unges aktuelle faglige niveau og forudsætninger. Fag og emner er tilpasset folkeskolelovens krav og retningslinjer; dette inkluderer ’hovedfagene’ dansk, matematik, engelsk, naturfag og samfundsfag, samt valgfag og kreative aktiviteter for at fremme en alsidig og stimulerende hverdag. Vi har dog særlig fokus på de fag og aktiviteter (også sociale aktiviteter), hvor den enkelte unge har de største deltagelsesmuligheder. Vi har fokus på, at den unge skal have så mange positive oplevelser og erfaringer med at gå i skole.

 

En central del af vores tilgang er at arbejde tæt sammen med både de unge og deres familier, for netop at forstå den enkeltes specifikke behov og situationer. Vi erkender også, at den unges nuværende ’livssituation’ for en periode kan påvirke energiniveau, koncentration og fremmøde, og derfor tilpasser vi denne tilgang, undervisningsmetoder og tempo.

 

Et kvalificeret team

De tilknyttede medarbejdere er fagligt velfunderede og har en lang historik og erfaring inden for både almen og specialområdet. Der arbejdes ud fra en specialpædagogisk tilgang forankret i en række pædagogiske retninger. Det er med til at styrke sociale og følelsesmæssige kompetencer, så vores unge kommer bedre gennem små og store livsændringer. De er dedikerede til at støtte de unges faglige progression og trivsel, selv under udfordrende omstændigheder. Der udarbejdes individuelle undervisningsplaner, der tager udgangspunkt i den enkelte unges behov, faglige niveau, interesser og individuelle læringsstil.

 

Hvor går man i skole?

På vej tilbage hører hjemme i UngRingsteds lokaler på Korsevænget 14-16. Der undervises derfor i uformelle lokaler i et indbydende ungemiljø, med masser af plads, som rummer mulighed for at tilgodese de enkelte unges individuelle behov.